torsdag den 29. oktober 2015

Kongevej på EMU

For nyligt blev Kongevej.dk optaget på EMU's hjemmeside under Forberedende Voksenundervisning (FVU).

Jeg synes, at Kongevej.dk har været et spændende projekt, og jeg havde aldrig forestillet mig, at siden skulle få den udbredelse i undervisningskredse, som den har, og det er alene sket ved mund til mund metoden i lærerkredse.

Den var tænkt  som en hjælp til mig selv og mine kolleger, da min arbejdsplads VUC Syd gik over til udlevering af Macbooks og nu iPads til vores kursister, og dermed væk fra kopierne.
Siden er gratis at bruge, og det glæder mig utroligt meget, at jeg har kunnet være til hjælp for så mange mennesker med vanskeligheder i grundlæggende dansk.

Det har også betydet, at når den nu kommer i fint selskab, så føler jeg også, at jeg skal gå den lidt efter i sømmene, for at optimere den her og der, så den fremtræder lidt bedre. Men det sker nok lidt efter lidt, al den stund jeg skal gøre det ved lejlighed.

Jeg håber, man bærer over med mig, hvis det ind i mellem er til ulempe.
 Billedresultat for smiley iPad

onsdag den 24. juni 2015

Er Internet svaret på direkte demokrati?

Anonymt indslag i aktiedebat omkring det netop overståede valg. Kilden kan derfor ikke tilføjes. Men jeg synes, det er godt formuleret og fortjener at komme mere ud. 

"Men demokratiet i den udformning (generalfuldmagtsvælde) vi praktiserer, er stærkt forældet. Det har faktisk meget lidt med demokrati at gøre. 

Den person man stemmer på, er ikke forpliget til at følge andet end sine egne lyster, og man kan ikke trække i nødbrensen, hvis vedkommende skejer ud og gør noget andet end man formodede.  Og mest sandsynligt af alt, går den personlige stemme til valget af en helt anden på listen - ofte i form af tillægsmandaterne, men også i form af at stemmen gavner det yderste valg på listen i kredsen, som oftest er en anden end den man satte kryds ved.

Når din stemme er afgivet, har du sat dig selv fuldkommen udenfor nogen indflydelse indtil næste valg (hvor du som ovenfor reelt ikke har nogen målrettet betydning). End ikke folkeafstemninger kan man forlange som vælger. Kun Folketinget kan udskrive dem, og det kræver mindst 1/3 af tingets stemmer. Så glem alt om tiltag der svækker politikernes magt og giver mere af den til vælgerne. Det er de ikke intersseret i, og vi har ingen magtmidler som kan tvinge dem.

Vores styres frygtelige slagside er en konsekvens af tiden som den var da demokratiet og parlamentarismen blev indført. Folket var relativt uoplyst, og kun få havde tilstrækkelig indsigt i landets anliggender. Samtidig var kommunikationen mellem regioner(landsdele betydeligt svækket af manglen på elektronisk informationsformidling, og jernbanen, der  var i sin spæde vår, var reelt den eneste nogenlunde hurtige transportform (det tog dog en hel dag eller mere at komme fra Gedser til Skagen).

Det er under disse vilkår vores forfatning er udformet, og på det grundlag politikerne er givet stedfortrædende magt i forhold til folket, der ellers ifølge den grundlæggende demokratiske tanke bør have størst mulig beslutningsbeføjelse. 

Det er derfor på tide at vi udnytter internettet og giver vælgeren al den magt som er mulig at give.  Generalfuldmagten bør være vælgerens frie valg, dersom han/hun ikke ønsker selv at råde over sin stemme i noget politisk anliggende. Men hovedreglen bør være, at vælgeren selv har beføjelse til at afgive sin stemme fremfor politikeren i de sager han/hun ønsker at tilkendegive den.  Internettet er en helt oplagt mulighed for at træde ud af den anakronologiske substitut fra demokratiets mørke barndom: generalfuldmagtsvældet.

Vi formåede for 167 år siden at træde ud af enevælden. Nu er det på tide at tage det næste skridt."

tirsdag den 12. november 2013

En klods om benet

Her kan der rigtig være tale om begrebet "en klods om benet". Fik i starten af oktober fjerne en knyst på venstre fod, der generede mig så voldsomt, at jeg ikke kunne få det fodtøj på, jeg bruger, når jeg cykler på min racercykel eller er ude at vandre.
Så den har jeg humpet rundt med i 5 uger, og fik den af i fredags efter, der var taget røntgenbilleder, og de var godkendt. Jeg skal lige genoptræne de sidste par dage, inden jeg på torsdag genoptager mit arbejde på VUC Syd.

I den lange periode har jeg læst en del, arbejdet lidt på hjemmesiden, hvor jeg nu har lavet Sudoku opgaverne omkring vokalerne selvrettende, så de ikke længere behøver at blive downloadet til regneark.




Lige nu er jeg igen deltager på Saxo's forfatterskole, hvor alle mine (Konge)opgavebesvarelser ligger. Det er meget spændende at være med her. Jeg får jo kommentarer fra de andre skribenter, ligesom jeg også får meget ud af at læse, hvad andre skriver (mange er super gode, det er en helt skatkiste), samt kommentarerne hertil.

Så har man et forfattergen i sig, så kan man fint træne her.




Igår var jeg ned på min søns Sushii-restaurant D2 i Haderslev på Gravene. Man kan også smutte ind fra Nørregade bag Sushii-room og Ya-Ya, hvor der er en smøge om til Gravene.
Mange gange kommer jeg der til frokost, fordi det er billigt, og jeg sammenligner min Sushii med, hvad hot dogs koster, og så virker det pludseligt billigt, og så er det mest af alt mere sundt.
Sushii har den fordel, at man bliver behageligt mæt, uden at føle sig forspist, og man har heller ikke en underlig smag i munden lang tid efter. 
Billedet er dog fra, da de åbnede restauranten i sommers. Siden er menukortet blevet udvidet med flere spændende ting, og man kan nu få vin ud over den flaske dejlig druesaft jeg fik på billedet. 
Om ikke så lang tid får de en ny kok, så man også kan få  Hot Pot, der minder lidt om fondue.

fredag den 12. april 2013

40.000 lærere i København den 11. april 2013

Så samledes vi alle i København, og hvor var det stort. Alle os, der var kommet fra hele riget, fik et super godt arrangement, og så gjorde det ikke noget, at busturen tog længere tid end selve arrangementet! :-)

Her er Anders Bondos tale til os:


tirsdag den 9. april 2013

Åben skole

I dag var jeg ikke aktiv, idet jeg blev indkaldt til at passe mit lille barnebarn, Nikoline, der var blevet syg. Men rundt omkring i de sønderjydske byer, blev der arrangeret "Åben skole", hvor lærere "underviste" kursister i det fri:

Haderslev:



Sønderborg:


Tønder:



I morgen skal vi til Sønderborg for at demonstrere på samme måde, som vi gjorde i sidste uge i Haderslev og Aabenraa.
Torsdag gælder det så en stor demonstration i København, hvor der er sat busser ind for at fragte så mange som muligt derover.

mandag den 8. april 2013

Demonstration i Kolding

Igår mødtes vi i Kolding for at gå ad gågaden gennem byen. Vi var rigtig mange, og det så flot ud. Desværre kom TV-Syd ikke, som vi havde håbet på. Så det var en skam.



Der blev også lave en video af en flittig kollega:


Hanne Pontoppidans tale:

Hanne Pontoppidan om lærernes krav i forhandlingerne:

Er det virkelig så urimeligt?

Lærerne er gået til forhandlinger med krav, der kunne øge kvaliteten og arbejdsmiljøet på alle vore skoler og uddannelsessteder. Vi har ønsket at lave to særlige indsatser i et fællesskab med arbejdsgivere. Den ene skulle sikre en forbedret og mere strategisk efteruddannelsesindsats. Den anden indsats skulle sikre et blik på arbejdsmiljøet de steder, hvor det halter i dag - fx på grund af ekstremt overarbejde, nye udfordrende kursistgrupper, der skal inkluderes i normalundervisningen, eller lignende.

Arbejdsgiverne stillede med et krav om, at arbejdstidsaftalerne for alle lærergrupper skulle totalt afskaffes. Det skulle senere vise sig, at arbejdsgivernes krav var et ultimativt krav, som i forhandlingsforløbet blot blev fremført igen og igen. Vore krav kom slet ikke til forhandling. Intet kunne drøftes, før vi havde givet os og indvilget i at acceptere arbejdsgivernes krav fuldt og helt.

Det gjorde vi ikke, fordi vi seriøst mener, det ville give meget dårlige betingelser for den videre kvalitetsudvikling af undervisningen og ville forværre arbejdsmiljøet på de skoler, der i forvejen har problemer.

Men det stod dog klart for os, at vi for at undgå en konflikt var nødt til at bevæge os langt hen mod arbejdsgivernes ønskescenarium. Og det har vi gjort. Vi har accepteret, at det er den enkelte skoleleder, der suverænt bestemmer over lærernes arbejdstid. Vi har accepteret, at forberedelse kan differentieres mellem fag og mellem yngre og ældre lærere. Vi synes ikke, det er klogt, men vi har accepteret det! Endelig har vi sagt o.k. til ikke længere at arbejde hjemmefra i en del af arbejdstiden, men i stedet at lægge al vores arbejdstid på arbejdspladsen.

Det, vi som modydelse kræver, er noget, som enhver anden lønmodtager ser som det naturligste i verden:

- Vi vil have vores arbejdstid gjort op og have afregnet overarbejdet en gang om måneden.

- Vi vil vide, hvornår vi skal møde på arbejde, og hvornår vi har fri.

- Vi vil kun møde én gang om dagen. Man skal ikke kunne sættes til at arbejde fx kl. 7-11 og igen kl. 16-20.

- Vi vil have ordentlige kontorfaciliteter til vores rådighed.

- Vi vil sikre, at alle skoler i landet har afsat tilstrækkelige ressourcer til forberedelse, som skolelederen fordeler mellem lærerne efter sin bedste vurdering. På denne måde sikres det, at alle skoler faktisk har økonomi til at fastholde kvalitet i undervisningstilbuddet.

- Endelig ønsker vi, at den enkelte skoleleder kan beslutte at indgå akkordaftaler med lærerne, hvis han finder, det er en mere hensigtsmæssig måde, at få dagligdagen til at fungere på.

- I en parentes bemærket har vi dog afvist at afskaffe aldersreduktionen og de regler, der kendes fra hele det private LO-område, hvor man optjener tre timers frihed, hver gang man har en fuld uges aftenarbejde. Men det er jo småting i forhold til, hvor langt vi faktisk har bevæget os for at opnå enighed med arbejdsgiverne.

Jeg er nødt til at spørge: Synes I, at det er helt urimelige krav at stille til den måde, man får reguleret sit arbejdsliv?

Vi synes det ikke. Men tilsyneladende synes arbejdsgiverne det. Derfor er lockouten en realitet. Derfor er skolesystemernes fremtid sat på spil.

søndag den 7. april 2013

Forstemmende nyheder


Det er nu fremme på aviserne, at der foreligger dokumenter på sammenhængen mellem den kommende skolereform og et opgør med lærernes arbejdstid:

Lærerne havde allerede tabt kampen på forhånd......

Video med VUC Sønderjyllands lærere, der synger vores slagsang: