Der blev også lave en video af en flittig kollega:
Hanne Pontoppidans tale:
Hanne Pontoppidan om lærernes krav i forhandlingerne:
Er det virkelig så urimeligt?
Lærerne er gået til forhandlinger med krav, der kunne øge kvaliteten og arbejdsmiljøet på alle vore skoler og uddannelsessteder. Vi har ønsket at lave to særlige indsatser i et fællesskab med arbejdsgivere. Den ene skulle sikre en forbedret og mere strategisk efteruddannelsesindsats. Den anden indsats skulle sikre et blik på arbejdsmiljøet de steder, hvor det halter i dag - fx på grund af ekstremt overarbejde, nye udfordrende kursistgrupper, der skal inkluderes i normalundervisningen, eller lignende.
Arbejdsgiverne stillede med et krav om, at arbejdstidsaftalerne for alle lærergrupper skulle totalt afskaffes. Det skulle senere vise sig, at arbejdsgivernes krav var et ultimativt krav, som i forhandlingsforløbet blot blev fremført igen og igen. Vore krav kom slet ikke til forhandling. Intet kunne drøftes, før vi havde givet os og indvilget i at acceptere arbejdsgivernes krav fuldt og helt.
Det gjorde vi ikke, fordi vi seriøst mener, det ville give meget dårlige betingelser for den videre kvalitetsudvikling af undervisningen og ville forværre arbejdsmiljøet på de skoler, der i forvejen har problemer.
Men det stod dog klart for os, at vi for at undgå en konflikt var nødt til at bevæge os langt hen mod arbejdsgivernes ønskescenarium. Og det har vi gjort. Vi har accepteret, at det er den enkelte skoleleder, der suverænt bestemmer over lærernes arbejdstid. Vi har accepteret, at forberedelse kan differentieres mellem fag og mellem yngre og ældre lærere. Vi synes ikke, det er klogt, men vi har accepteret det! Endelig har vi sagt o.k. til ikke længere at arbejde hjemmefra i en del af arbejdstiden, men i stedet at lægge al vores arbejdstid på arbejdspladsen.
Det, vi som modydelse kræver, er noget, som enhver anden lønmodtager ser som det naturligste i verden:
- Vi vil have vores arbejdstid gjort op og have afregnet overarbejdet en gang om måneden.
- Vi vil vide, hvornår vi skal møde på arbejde, og hvornår vi har fri.
- Vi vil kun møde én gang om dagen. Man skal ikke kunne sættes til at arbejde fx kl. 7-11 og igen kl. 16-20.
- Vi vil have ordentlige kontorfaciliteter til vores rådighed.
- Vi vil sikre, at alle skoler i landet har afsat tilstrækkelige ressourcer til forberedelse, som skolelederen fordeler mellem lærerne efter sin bedste vurdering. På denne måde sikres det, at alle skoler faktisk har økonomi til at fastholde kvalitet i undervisningstilbuddet.
- Endelig ønsker vi, at den enkelte skoleleder kan beslutte at indgå akkordaftaler med lærerne, hvis han finder, det er en mere hensigtsmæssig måde, at få dagligdagen til at fungere på.
- I en parentes bemærket har vi dog afvist at afskaffe aldersreduktionen og de regler, der kendes fra hele det private LO-område, hvor man optjener tre timers frihed, hver gang man har en fuld uges aftenarbejde. Men det er jo småting i forhold til, hvor langt vi faktisk har bevæget os for at opnå enighed med arbejdsgiverne.
Jeg er nødt til at spørge: Synes I, at det er helt urimelige krav at stille til den måde, man får reguleret sit arbejdsliv?
Vi synes det ikke. Men tilsyneladende synes arbejdsgiverne det. Derfor er lockouten en realitet. Derfor er skolesystemernes fremtid sat på spil.
Er det virkelig så urimeligt?
Lærerne er gået til forhandlinger med krav, der kunne øge kvaliteten og arbejdsmiljøet på alle vore skoler og uddannelsessteder. Vi har ønsket at lave to særlige indsatser i et fællesskab med arbejdsgivere. Den ene skulle sikre en forbedret og mere strategisk efteruddannelsesindsats. Den anden indsats skulle sikre et blik på arbejdsmiljøet de steder, hvor det halter i dag - fx på grund af ekstremt overarbejde, nye udfordrende kursistgrupper, der skal inkluderes i normalundervisningen, eller lignende.
Arbejdsgiverne stillede med et krav om, at arbejdstidsaftalerne for alle lærergrupper skulle totalt afskaffes. Det skulle senere vise sig, at arbejdsgivernes krav var et ultimativt krav, som i forhandlingsforløbet blot blev fremført igen og igen. Vore krav kom slet ikke til forhandling. Intet kunne drøftes, før vi havde givet os og indvilget i at acceptere arbejdsgivernes krav fuldt og helt.
Det gjorde vi ikke, fordi vi seriøst mener, det ville give meget dårlige betingelser for den videre kvalitetsudvikling af undervisningen og ville forværre arbejdsmiljøet på de skoler, der i forvejen har problemer.
Men det stod dog klart for os, at vi for at undgå en konflikt var nødt til at bevæge os langt hen mod arbejdsgivernes ønskescenarium. Og det har vi gjort. Vi har accepteret, at det er den enkelte skoleleder, der suverænt bestemmer over lærernes arbejdstid. Vi har accepteret, at forberedelse kan differentieres mellem fag og mellem yngre og ældre lærere. Vi synes ikke, det er klogt, men vi har accepteret det! Endelig har vi sagt o.k. til ikke længere at arbejde hjemmefra i en del af arbejdstiden, men i stedet at lægge al vores arbejdstid på arbejdspladsen.
Det, vi som modydelse kræver, er noget, som enhver anden lønmodtager ser som det naturligste i verden:
- Vi vil have vores arbejdstid gjort op og have afregnet overarbejdet en gang om måneden.
- Vi vil vide, hvornår vi skal møde på arbejde, og hvornår vi har fri.
- Vi vil kun møde én gang om dagen. Man skal ikke kunne sættes til at arbejde fx kl. 7-11 og igen kl. 16-20.
- Vi vil have ordentlige kontorfaciliteter til vores rådighed.
- Vi vil sikre, at alle skoler i landet har afsat tilstrækkelige ressourcer til forberedelse, som skolelederen fordeler mellem lærerne efter sin bedste vurdering. På denne måde sikres det, at alle skoler faktisk har økonomi til at fastholde kvalitet i undervisningstilbuddet.
- Endelig ønsker vi, at den enkelte skoleleder kan beslutte at indgå akkordaftaler med lærerne, hvis han finder, det er en mere hensigtsmæssig måde, at få dagligdagen til at fungere på.
- I en parentes bemærket har vi dog afvist at afskaffe aldersreduktionen og de regler, der kendes fra hele det private LO-område, hvor man optjener tre timers frihed, hver gang man har en fuld uges aftenarbejde. Men det er jo småting i forhold til, hvor langt vi faktisk har bevæget os for at opnå enighed med arbejdsgiverne.
Jeg er nødt til at spørge: Synes I, at det er helt urimelige krav at stille til den måde, man får reguleret sit arbejdsliv?
Vi synes det ikke. Men tilsyneladende synes arbejdsgiverne det. Derfor er lockouten en realitet. Derfor er skolesystemernes fremtid sat på spil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar