Hvorfor er det en god idé at arbejde med morfemdeling?

I mange år var stavelsesdeling den måde, man tit greb stavning an på. Når børnene begyndte i skolen, lærte de at klappe stavelserne, fx:

 ko-lo-ni-ha-ve-hus.

Stavelsesdeling bygger på, at man kan "høre" alle lydene i et ord, men vi kan kun høre vokalerne, for konsonanterne er luftstrømme (ex p - k)eller at man hæmmer disse (m - v). Et bedre udtryk ville være "at identificere" hvert bogstav.

Vi finder antallet af stavelser ved at tælle vokalerne, men det forudsætter, at vi kan høre dem.

Så længe vi kan identificere bogstaverne, går det rigtigt godt, men når vi begynder at sluge dem eller en hel stavelse (tryksvage), ikke kan identificere dem (stumt), smide dem væk, vokalskifte (kort vokal):

ex "hør'" i stedet for "hører", "godt", selvføl(ge)i eller ven [væn]

så kommer stavelsesdeling til kort.

For at løse disse problemer, er der udtænkt en ny metode: Morfemdeling.

Ordet morfem betyder betydningsdel, og et ord kan derfor bestå af flere betydningsdele.

Den korteste version af ordet, ofte omtalt som "stammen" eller "roden", kaldes for et rodmorfem.

Hvis du sætter noget foran eller bagpå, kaldes det forstavelse eller efterstavelse

Flere rodmorfemer kan sættes sammen ved hjælper af "klisterbogstaver", ofte "e", "s" eller "n".

Så kommer der bøjninger, der enten kan stå alene eller være delt i flere.

Til sidst kan der komme et ejefalds "s", der betegner, at man ejer noget.


Lad og fx kigge på ordet

forelskelsens

som er et navneord.

Hvis jeg deler det i stavelser ser det således ud: for - el - skel-sens

Men hvis jeg deler det i morfemer, så kigger jeg på betydningen: for - elsk - else - n - s

for = forstavelse
elsk = rodmorfem (udsangsord)
else = efterstavelse
n = bøjning (navneord, ental, bestemt form)
s = ejefald

Ved at lære at tænke ordet på denne måde, kan du komme ovennævnte problemer til livs.

Et andet eksempel kun være ordet

godt

Inde i ordet har du et stumt d! Hvorfor skal det overhovedet være der, når det ikke kan høres?

Det skal del, fordi ordet "godt" stammer fra rodmorfemet "god"! Og her er der jo "d".

Regel 1: Et rodmorfem staves ens i alle bøjningsformer af og sammensætninger med ordet.

Derfor skal "d" både være i "godtfolk" og i "forgodtbefindende"!


Prøv at udtale ordet "lag" og ordet "kage" hver for sig. Derefter sætter du dem sammen til "lagkage"!
Hvad sket der med "lag"?
Du må konstatere at udtalen [lag] ændres til [lau], hvorfor skal det så ikke staves "laukage"?
Det skal det ikke, fordi "[lau]" er rodmorfemet "lag", og stavemåden skal ifølge regel nr 1 ikke ændres, selv om det sættes sammen med et andet rodmorfem. Altså kan vi udvide reglen til:

Regel 2:  Et rodmorfem staves ens i alle bøjningsformer af og sammensætninger med ordet, også selv om udtalen ændres.

I ordet "vandhane" skal der være et "d", fordi ordet har noget at gøre med det vand, vi drikker? Hvad så med "vanartet"? Her skal der ikke være "d", fordi ordet har noget at gøre med, hvordan vi opfører os, og har altså ikke med det vand, vi drikker. Altså er "van-" en forstavelse!


Du kan se mere om fordele og ulemper ved stavelsesdeling og morfemdeling her.

Kursus i stavelsesdeling.

Kursus i morfemdeling.